slide 1
Jona
Ruiner
Skov fældning
previous arrow
next arrow
Shadow

Dansk ledet maya-ekspedition finder 2 ukendte 1200 år gamle tempelbyer i Guatemala.

En dansk-guatemalansk ekspedition har i 2023 opdaget to ukendte mayabyer, der begge er blev forladt for omkring 1.200 år siden. Ekspeditionen blev ledet af mayaspecialisten og eventyreren Christian Lygum Christensen i kompagniskab med speleolog og grottespecialist Torben Redder samt Esdras Gill – og gennemført i samarbejde med arkæolog Jorge Chocon fra Atlas Arqueologico de Guatemalas.

Mange års research og ekspeditioner er gået forud for de to nye opdagelser. Christian Lygum Christensens har tidligere fundet ukendte og ikke-registrerede mayabyer, der har været op til 2.500 år gamle. Den årelange jagt på tempelbyerne har udmøntet sig i både TV-dokumentarer, artikler i det anerkendte science-magasin Mexicon.de og i bogudgivelser om den danske tempeljæger i Guatemala. De seneste fund i 2023 er allerede opmålt og omfatter bl.a. et centrum i den første tempelby, som ekspeditionen nu har navngivet ”El Triunfo”. Ruinerne blev opdaget oppe på et plateau, ca. en halv km nord for floden El Chilar, der ligger i et 2.000 km² uvejsomt terræn i den nordlige Petén provins.

Opdagelsen af tempelbyen El Triunfo

”Vi fandt El Triunfo sydøst for den gamle kongeby Machaquilà, der blev opdaget tilbage i 1958. Både den og El Triunfo er sandsynligvis blevet forladt af mayaerne omkring 900 e.v.t. – en periode, hvor mange af byerne pludselig gik til grunde. Årsagen strides eksperterne stadig om. Var det en naturkatastrofe, klimaforandringer - eller en dødelig pandemi? Jeg hælder til det sidste,” afslører Christian Lygum Christensen.

I bedste Indiana Jones stil drog dette års ekspedition gennem junglen, bevæbnet med macheter og gps-positioner. Mens uvejret rasede mellem bjergene, og brøleabernes skrig blandede sig med tordenbrag og hvislende lyn, stred de 3 mænd sig frem efter det kort, der en fredelig forårsdag var blevet fremstillet hjemme på Christians gård i Jylland Danmark. Og pludselig lå den der – tempelbyen. ”I det åbne område kunne vi med det samme lokalisere de forskellige bygninger, som mayaerne havde opført i tilhuggede sten. Og så krævede det ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan præsterne og byens hersker har anråbt guderne fra templet på den 20 m høje pyramide, mens undersåtterne med ærefrygt har fulgt sceneriet fra den ceremonielle vej,” fortæller Christian med eventyrerens begejstring.

Foran pyramiden fandt ekspeditionen en ødelagt stele, dvs. en stensøjle, og syd for pyramiden udgik den 235 m lange og 22 m brede ceremonielle vej, der strakte sig fra øst til vest og endte ved en 168 m lang platform. Platformen var forsynet med et 100 meter bredt trappeanlæg, der førte op til flere 12 m høje platforme. De paladslignende stenbygninger på toppen ligger nu i ruiner efter mere end tusind års forgæves kamp mod junglen og tidens tand. Opdagelsen er også en glimrende illustration af, hvor svært det kan være at finde de forladte mayabyer. Tilbage i 2001 deltog arkæologen Jorge Chocon i en ekspedition, der lokaliserede en ruinby syd for El Chilar floden - blot 1 km syd for den nyfundne El Triunfo!

Tempelby nr. 2 med mulig astronomisk kalender

Den kendsgerning afholder ikke 2023-ekspeditionen fra stædigt at fortsætte jagten. Få dage efter opdages endnu en ukendt mayaby, der som El Triunfo har ligget upåagtet hen i mere end 1.200 år. Tempelbyen, der stadig venter på at blive navngivet, ligger 2,5 km nord for den store Machaquilaflod og blot 7 km fra de La Machaca-ruiner, som Christian stødte på i 1986. ”Tempelby nr. 2 blev særlig interessant, da jeg mente at genkende en helt særlig mayakonstruktion. Byens centrum var placeret på en 300 m lang platform med mindst 15 ruiner. Foran mig lå en 80 m lang konstruktion med 3 ruiner på toppen, og 40 meter mod vest kunne jeg se en pyramide. Elementerne så ud til at danne det såkaldte E-anlæg, som lader solens stråler markere årets korteste dag, jævndøgn og årets længste dag. Pyramidekonstruktionen skal dog undersøges nærmere for at stadfæste, at det rent faktisk er et E-anlæg. Det var den verdensberømte danske maya-arkæolog Frans Blom, der i 1925 fandt ud af, at mayaerne med den type anlæg havde indbygget en astronomisk kalender,” beretter Christian.
Det er bestemt ikke uden grund, at tempeljægeren har valgt at ofre blod, sved og tårer på det mytiske mayaland og særligt området vest for byen Poptún samt nord og syd for Machaquilafloden. Gennem 44 år har hans ekspeditioner lokaliseret ikke mindre end 15 ukendte mayabyer. Men opdagelsesrejserne er dog ikke helt ufarlige. Flere ekspeditionsmedlemmer har gennem tiden været udsat for både fjendtlige indbyggere, tropesygdomme og kryb af alskens slags. Denne gang var ingen undtagelse. Esdras Gill undgik med nød og næppe at træde på en lanseslange, der hører til Guatemalas giftigste. Til gengæld kunne han og macheten i tide redde Torben Redder, der sad fastklemt i et klippehul, hvor en anden giftslange lå og døsede. Man kan læse mere om de intense strabadser og ekspeditionens opdagelser i Christians seneste bog:

”Tempeljægeren - på ekspedition blandt indianere, kokainsmuglere og gravrøvere i Guatemala”,

udgivet i 2020 af forlaget Turbine. Som den første rejsebeskrivelse siden Frans Bloms i 1927 blander bogen både eventyret og maya-arkæologien.

Registreringen af de nyopdagede tempelbyer er sket i samarbejde med arkæologerne Jorge Chocòn fra Atlas Arqueologico de Guatemala, Guido Krempel fra Tyskland og den østrigske forsker Karl Herbert Mayer. Desuden vil jeg takke Jona Moralla Christensen for sin hjælp under ekspeditionen.

Slide

Kort over områderne med fundne tempelbyer af Christian Lygum Christensen.

Satellitfoto af tempelbyen El Triunfo.

Referencer og kontakt:

Guido Krempel, arkæolog, Universität Bonn, Tyskland. Mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.
Jorge Chocón, arkæolog, Atlas Arqueologico de Guatemala, Dolores, Guatemala. Mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.
Christian Lygum Christensen, født den 26.03.57. Selvstændig. Siden 1979 gennemført utallige ekspeditioner i Guatemala og medforfatter af flere videnskabelige artikler. Ledede den første danske mayaekspedition i 66 år efter arkæologen Franz Bloms ekspedition i 1936 til Honduras. Mayaspecialist og medlem af Eventyrernes Klub.
Telefon: 23613416.
Mail: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.,
Web: www.templehunter.dk

Christian Lygum Christensen